Circles and Swing! får premiere 23. maj i Rå Hal på Godsbanen i Aarhus på den stedspecifikke version af værket.
En stor spejlkugle hænger livløst fra loftet i en lang wire, faretruende tæt på gulvet. I den sparsomme belysning er spejlkuglen en mørk enhed, men når en enkelt lysstråle rammer den, forvandles gulv, loft og vægge til en stjernehimmel, hvor spejlkuglen svæver som en ensom planet i universet. Spejlkuglen er performernes med-og modspiller på scenen, som de enkeltvis og som gruppe sætter i bevægelse. Fra små rotationer til voldsomme nærmest skræmmende svingninger bevæger spejlkuglen sig igen og igen hen over scenen og sender kaskader af lysglimt ud i rummet. Unge og gamle performere cirkulerer rundt om spejkuglen imens deres forvrængede og flygtige bevægelser reflekteres i spejlenes overflader og blander sig med publikums silhuetter.
Langsomt ændrer spejlkuglen karakter fra at være centrum for den rituelle og meditative gang til at suse gennem luften som et farligt og potentielt dødbringende projektil. Spejlkuglen viser ligesom Foucaults pendul tidens gang, jordens rotation og sætter tiden og livet i perspektiv.
Circles and Swings! bygger på et koncept af vekslende rotationer, cirkler, spiraler og sving hvor forandring langsomt vokser frem.
Kunstnerisk leder og koreograf Nønne Mai Svalholm arbejder konceptuelt og multidisciplinært med koreografi, dans, lysdesign, skulptur og installationskunst. Hendes værker er meget visuelle og finder sted i et landskab af nydelse, smerte og noget urovæggende. Værkerne er som levende billeder der forvandle sig igen og igen med referencer til hvad der har været, hvad der sker i øjeblikket, og hvad der vil komme - hvor kroppe, objekter og lys bliver symboler på transformation, tid, liv og død.
Circles and Swing! opføres af 10 - 16 unge lokale professionelle dansere og lokale amatørdansere i alderen 60+. Nønne Mai Svalholm er interesseret i en dybere forbindelse med lokale dansere og lokalsamfund, der udforsker det kunstneriske møde på tværs af generationer. Circles and Swing! er skabt til at blive opført i black boks, white cube og stedspecifik. Den kunstneriske vision er, at Circles and Swing! vil udfolde sig i nærkontakt med de lokale dansere, lokale fællesskaber og skiftende lokationer når forestillingen sammen med Nønne Mai Svalholm rejser på turné. Circles and Swing! har en varighed af 40 minutter, hvilket gør den ideel som double bill.
Cirvcles and Swing! havde premiere på black boks versionen 17. november 2022 på Rosendal Teater i Trondheim Norge co-produceret af Koreografisk Center DansiT og Rosendal teater og med støtte fra Statens Kunstfond.
Circles and Swing! er skabt ud fra et ønske om mere bæredygtig international turné, og er en nyfortolkning af værket Circuit (2016), som var Nønne Mai Svalholms første værk i trilogien Rethink Ageing/ Rethink Choreography. Circuit blev opført på BORA BORA – Danse & Visuelt Teater i Aarhus Danmark med en efterfølgende turné over hele Danmark.